Børn, anbragt uden for hjemmet, har ofte sansemotoriske vanskeligheder

Det er muligt at forbedre anbragte børns trivsel ved at arbejde målrettet med deres sansemotoriske udvikling! Ved i højere grad at bruge kroppen og hele det sansemotoriske felt som kontaktmiddel kan vi nå børn med store sociale og psykiske vanskeligheder.

Derfor skal de anbragte børns sansemotoriske udvikling inddrages på linie med ord som struktur, faste rammer og et stabilt miljø. De voksne, der passer, beskytter og opdrager anbragte børn, skal også vide noget om barnets sansemotoriske udvikling.

Man taler om ”at nissen flytter med”, når nogen forsøger at flytte fra problemer. I denne artikel vil jeg minde om at ”kroppen altid flytter med”.

Det er ikke nok at se på barnets adfærd og handlinger, uden at se på barnets forudsætninger sansemotorisk – og det er kroppen der viser vejen.

Når børn anbringes uden for hjemmet, i plejefamilier, små eller større institutioner, har der forinden været – som regel meget lange - perioder med store psykiske og sociale vanskeligheder i hjemmet.

Forud for anbringelsen har der været – i forskelligt omfang - social nød, måske misbrug af forskellig art både under og efter graviditeten. Måske har børnene har været udsat for både fysisk og psykisk vold.

Har der været store psykiske og sociale problemer i barnet hjem i de første leveår er grundlaget for at kroppen udvikler sig optimalt næsten umuligt.

Den normale udvikling
Hvis børn skal udvikle kropskendskab, kontrol over kroppen og kende kroppens mange muligheder har de behov for fysisk og psykisk overskud og socialt ro. Minimum skal børn trives psykisk og socialt for at være istand til at opsøge den nære verden, være nysgerrige og udforske verden.

Nysgerrige børn udvikler sig bedst – men de er afhængige af de voksne
Allerede fra den helt spæde start, udforsker børn egne og omgivelsernes muligheder. Både når barnet ligger alene og når det er sammen med de voksne.

Børnene bliver rørt af kærlige hænder og de undersøger de voksnes ansigter (mon ikke de fleste husker hvordan det er at få brillerne eller håret i små børns hænder). Legetøjet, materialer og servicen på bordet undersøges. Senere er det en kamp for barnet at styre hele kroppen på en gang.

I stilstand, i langsomme bevægelser og endnu senere i fuld fart.

Barnets indre motivation og nysgerrigheden er afgørende for udviklingen og det kræver støtte og opmuntring fra de voksne.

Barnets sansemotoriske udvikling styrkes og stimuleres af de voksne i hverdagens små oplevelser, ofte uden at de voksne overhovedet tænker på det imens.

Vi tilpasser os efter barnets vågenhed. Tit uden at vide det
Når vi løfter barnet højt op over vores hoveder og leger flyver reagerer barnet med høj vågenhed og øget muskelaktivitet. På samme måde, når vi løber om kap til bilen, eller laver brydekampe på madrassen. Her øger vi vågenheden i barnet, både motorisk og mentalt. Kilder vi det større barn eller sætter vi høj musik på anlægget og danser vildt, er det tydeligt, at se at vi ligeledes vækker barnets opmærksomhed og krop.

Når barnet viser træthed eller opmærksomheden har fået nok, har barnet brug for pause eller hvile. Opmærksomme voksne vil tilpasse handlingerne efter det vi intuitivt fornemmer. Vi dæmper gemytterne, bliver selv lidt stille, stopper de ”vilde” lege og putter måske barnet stille ind til os, kløer det på ryggen eller nulrer tæerne. Barnet tilpasser sig med kropslig ro og kroppens aktivitet dæmpes. Her hjælper vi barnet med at dæmpe sin vågenhed/aktivitet både i kroppen og i hjernen og dermed får barnet en velfortjent pauser til næste gang der skal være ”gang i den”.

Kommunikation trænes tidlig og evnen til samarbejde grundlægges tidligt
Legen, hvor vi laver borte – borte – tit – tit, gemme lege eller lægger en stofble over hovedet og udbryder ”der var du” - er et skridt på vejen til vigtig læring. Her hjælper vi barnet med at erfare at ting og mennesker forsvinder og kommer frem igen. Starten på al form for kommunikation starter her.

Når børn udvikler sig i trygge omgivelser lærer de at kommunikere gennem handlinger. Det engelske udtryk ”turn-taking”, starter på puslebordet. Barnet pludrer, og vi lytter. Så tier barnet stille og vi pludrer og snakker i stedet. Dette er basis for al samtale og sproglig kontakt. Men det er samtidig en fundamental træning i at holde egne impulser tilbage i den ganske kort tid der går med at vente på at andre skal kunne komme til orde eller handle.

 

Det gælder også motorisk. Vi rækker ranglen frem, og barnet griber ud efter den. Vi fører skeen og barnet åbner munden. Barnet kigger imens, vi tager mad på skeen og åbner munden når skeen nærmer sig. Alle legene med ”værsgo…..tak” med legetøj og materialer styrker kontakt og kommunikation.

Senere triller vi bolden, og barnet fanger den og kaster tilbage til os. Igen er barnet i stand til at aflæse vores handlinger. Barnet venter på, vi nu fanger bolden og kan godt se, at om et lille øjeblik bliver bolden sendt afsted hen mod sig selv.

Ventetiden er en væsentlig del af aktiviteterne. Både i leg med det lille og med det større barn. Det giver træning i at samarbejde, i gensidig respekt og viden om, at når vi samarbejder bliver verden både større, sjovere og anderledes. Ved at samarbejde træner vi barnet i at kontrollere egne impulser.

Motorisk udvikling
De fleste børn præsenteres tidligt for motorisk udfordrende oplevelser. De skal lære at styre kroppen og oplever herigennem hvad kroppen kan.

De skal øve sig i at holde det meget tunge hoved og ved ihærdig daglig træning lykkedes det.

Den motoriske udvikling styrkes og træner barnet hele tiden. Når barnet skal op at sidde fra rygliggende på puslebordet, trækker vi ganske let i barnets hænder og venter på, at barnet selv arbejder med. Vi trækker strømpen halvt af foden, og lader det lille barn hive strømpen helt af. Barnet ser noget på bordet og prøver at nå det. Øver sig i at række armen langt frem – uden at falde.

Barnet får kontrol over kroppen ved at øve sig på at bruge de mange – og nye - muligheder.

Børn lærer at klippe, spidse blyanter og knappe knapper ved at have brugt hånden i mange sammenhænge før det. Dagligt har børn flyttet og løftet ting, undersøgt verden med hænderne og med munden, hevet i, slået på og kastet med legetøj. Ved hjælp af - de efterhånden stærke - hænder og arme har de trukket sig op ad møbler og de voksnes ben og de fleste børn har rykket masser af blade og aviser i stykker. Alt sammen noget der styrker og fremmer motorisk kontrol, som de skal bruge resten af livet.

Barnet lærer tidligt i livet gennem sine handlinger og får herved masser af sansemotoriske hukommelses indtryk, der, - som navnet antyder -, udspringer af erfaringer via kroppen.

I muskler og led, balanceområdet og berøringssansen, lagres og huskes handlingerne og gemmes i barnets hjerne.

Det betyder, at børn herved får nemmere ved at klare nye motoriske udfordringer. Cykle, køre på rulleskøjter, ride, stå på ski, skrælle kartofler eller sy korssting.

Børn for lyst til at bruge kroppen ved først og fremmest, at blive opfordret til det af kærlige voksne, der kan tilpasse udfordringerne til det enkelte barn.

De anbragte børns forudsætninger
Det er yderst sjældent at børn, der har oplevet store sociale og psykiske vanskeligheder, har deltaget aktivt med krop og hjerne i dagligdagen.

Det er også yderst sjældent at de voksne har haft en god fornemmelse for barnets vågenhed og om der var behov for at dæmpe eller vække barnets krop og opmærksomhed.

Derfor er det ikke overraskende at børn, som er anbragt uden for hjemmet og henvises til børneergoterapeutisk undersøgelse, har – endog store sansemotoriske vanskeligheder.

Den børneergoterapeutiske undersøgelse viser typisk, at børnene har problemer indenfor flere områder: aktivitetsniveauet er svært at styre, de har svært ved at bearbejde sanseindtryk og deres motorisk udvikling er både utilstrækkelig og forsinket.

Når børnene ikke har brugt kroppen aktivt er det desværre ofte, fordi der har været tale om det stik modsatte. Nemlig for meget tid med passivitet og meget lidt motorisk aktivitet. Lange ophold i senge, klapvogne, barnevogne eller i kravlegårde er typiske.

Fjernsyn og video har tit været en fast del af underholdningen. Man fjernsyn giver ingen opfordring til motorisk handling, ingen spændende sanseindtryk til kroppen og slet ikke noget fysisk tæt nærvær. Børnene får et utilstrækkelig kropskendskab og kropsbevidstheden bliver for lille til at de kan styre, organisere og kontrollere kroppen alderssvarende. De kender slet ikke kroppens muligheder og begrænsninger.

Flere af de anbragte børn har tidligt oplevet, at der ikke var respons fra de voksne, når de med gråd eller på anden måde, viste tegn på kropslige reaktioner. For eksempel når de har slået sig, var vågnet fra middagssøvnen, var sultne, tørstige eller havde en våd ble.

Det er derfor svært for børnene fortsat at udvikle et nuanceret kropssprog, der fortæller omgivelserne, hvad de føler, bryder sig om og hvad de har behov for.

De skal de anbragte børn til at lære - igen – og der skal startes meget forsigtigt.

Kravene om barnets opmærksomhed, stimulation af de forskellige sanseområder og de motoriske opgaver skal nøje gradueres og tilpasses hvert eneste barn.

Anbragte børn er naturligvis lige så forskellige som andre børn. Derfor skal de kropslige udfordringer være lige så individuelle som andre tilbud.

Anbragte børn har ofte problemer med den sansemotoriske udvikling
I de sidste år har jeg undersøgt og fulgt over 20 børn, der er anbragt uden for hjemmet. Disse børn har alle haft problemer med deres sansemotoriske udvikling og deres opmærksomhed.

Aktivitetsniveauet er ofte problematisk. Enten for meget aktivitet eller for lidt Bagved et vanskelige aktivitetsniveau ligger ofte en utilstrækkelig kropslig selvreguleringsevne. Det vil sige at barnet ikke selv mærker om det har behov for en lille pause, behov for bevægelse eller for kropslig ro. For disse børn er det tit svært at mærke træthed og desværre også svært at falde i søvn.

Adfærden kan alle se og undre sig over, men det kræver ofte speciel indsigt at kunne se hvordan vågenhed, motorik og opmærksomhed påvirker hinanden.

Børn med et højt aktivitetsniveau
Når børns motoriske aktivitetsniveau er meget højt er børnene, selvsagt, meget motorisk aktive. Flere af dem piller, roder, rører altid ved noget, kan næsten ikke stå/sidde stille og sidder meget uroligt ved bordet. De taler meget og skifter ofte emne og de fordyber sig sjældent længe af gangen med noget som helst. Det er tit svært at få børnene til at falde i søvn og mange anbragte børn vågner flere gange i løbet af natten.

Børnene afledes måske let af sanseindtryk. Både udefra kommende sanseindtryk, det vil sige det de hører og det de ser – men også sanseindtryk indefra. Fra egne tanker/ord og fra egne bevægelser. Når de leger, spiser, taler eller undervises er opmærksomheden ofte et andet sted end der, hvor den burde være.

Det er derfor vigtigt at både pædagogikken, miljøet og møbler er med til at regulere vågenheden. Hver dag. Får man styr på kroppen er der stor mulighed for også at få styr på barnets vågenhed.

Eksempelvis er det af stor betydning at motorisk urolige børn har fast grund under fødderne, når de sidder på en stol. Urolige ben, der ikke kan nå gulvet, skaber endnu mere uro. Det gælder både når de spiser, er i skole og sidder på bagsædet i bilen.

Sækkestole er meget velegnene til at give kropslig ro – prøv med 2 sækkestole på en gang.. En til at sidde i og en over sig. Urolige børn elsker det.

Tunge dyner giver kroppen mere ro end lette vattæpper. Børnene har tillige et stort behov for små rum eller huler, som de kan søge ind i og få den nødvendige ro.

Børn med for lidt aktivitet
Andre børn er præget af for lidt aktivitet. De har tendens til at være passive, iagttagende og bevæger sig ikke meget. Nogle af børnene er motorisk tunge og virker bløde i kroppen. Hængende og slappe.

Når man for eksempel skal læse historie for dem, er de meget tunge at have siddende opad sig. De er tunge og hjælper ikke selv med, når de skal løftes og de er motorisk langsomme. De har tit svært ved hurtige motoriske aktiviteter. Boldspil, cykling eller rulleskøjteløb har de ofte prøvet uden succes.

De har brug for at få kroppen vækket under overskuelige og styrede forhold. Forsigtige bryde-kampe, masser af tempo skift og tilpas stimulation af balancen, ved en vekselvirkning mellem acceleration og stilstand, kombineret med aktivt brug af led og muskler, vil ofte give den bløde muskulatur øget spænding. Ridning til disse børn kan varmt anbefales. Ligesom leg og aktivitet i vand er godt. Den tunge krop kan få en vigtig og nødvendig håndsrækning, hvis barnet sidder på en speciel pude, for eksempel en ”kuglepude”, eller bruger en stol med indbygget mulighed for bevægelse.

Sanseapparatet kan være sart og overfølsom
En del af de børn, der er anbragt uden for hjemmet, har et sart sansesystem. Meget tidligt i fosterlivet starter både balanceområdet, berøringssansen og muskler og leddenes sanser at udvikles. Når der er tale om mødre med alkohol - eller stofmisbrug er der ofte tale om at børnene fødes med et meget sart og overreagerende sansesystem.

Det vil sige, at de føler stort ubehag og stærk modvilje overfor nogle sanseindtryk. Nervesystemet/hjernen bearbejder sansepåvirkningerne utilstrækkeligt, hvorved barnet oplever sanseindtrykkene, som meget ubehagelige. ”Frygt, flugt og kamp” kaldes den reaktion, der ofte vil ses hos barnet. Reaktionerne kan være meget tydelige, for eksempel hvis barnet græder højt eller løber væk. Men ofte er der tale om utydelige og små symptomer, der gør det svært for ikke kyndige at skelne mellem almindelig særheder og uartigheder overfor børn med et overreagerende sansesystem.

Det er overordentligt vigtigt at få afdækket, hvilke sanseindtryk der virker beroligende, og hvilke sanseindtryk der virker ophidsende på barnet.

Lysfølsomhed
Er barnet overfølsom i forhold til lys, vil det knibe øjnene sammen, ønske solbriller og ofte vende ryggen mod lyset.

Her er det heldigt at, det i mange år, har været smart at bruge kasket. De rum barnet opholder sig meget i bør indrettes med omtanke for barnets vanskeligheder, så lyset kan dæmpes eller udelukkes. Persienner, lamper og styrken i elpærerne bør overvejes ligesom børnenes sidde og sove pladser bør indrettes efter lysforholdene.

Følsomhed overfor lyde
Nogle børn reagere meget voldsomt overfor uventede lyde. De bliver bange, når der tændes for støvsuger, plæneklipper eller køkkenmaskiner og hurraråb til fødselsdagsselskaber er svært for dem at holde ud. Det vigtigste er at forberede børnene på, at lyden kommer. Lad dem selv tænde for kontakten og selv slukke igen. Nogle børn beroliges af at mærke vibrationerne fra håndmixer, støvsuger eller rystepudser.

Et sart balanceområde
Er det balanceområdet, der er sart, vil det være cyklen, gyngen, svingturen der pure afvises.

Alt hvad der er forbundet med hurtige bevægelser er ubehageligt. Bevægeligt underlag, det vil sige hængebroer, hoppepuder og madrasser, undgås og medfører bekymrede miner og behov for støttende hænder.

Skrænter er godt for balancen – men for børn med en sart balance føles det farligt. Prøve derfor at give al mulig støtte. Først stille nedad, senere lidt tempo på. Men også opad er balancen i god brug, samtidig med at leddene trykkes og skubbes aktivt sammen. Hvilket er meget vigtigt for disse børn.

Sæt kroppen på balanceudfordringer i kort tid. Hvis barnet tør sidde på gyngen, sæt dig foran gyngen og træk i fødderne i stedet for at skubbe barnet fra ryggen. Vent til barnet igen løfter fødderne til en ny ”hive-trække-skubbe” tur.

Berøringssansen kan være meget sart
Børn vil især afvise lette og overfladiske berøringer, hvis berøringssansen er særlig følsom. Alle former for tæt fysisk kontakt, ansigtsmaling, babymassage eller at få friseret håret, klippet sine negle eller børstet tænder vil typisk være provokerende for barnet.

At stå i kø eller været i et lokale med mange mennesker er meget provokerende for børn med en sart berøringssans. Her kommer andre mennesker let til at røre lidt, puffe eller skubbe. Derfor er børnene ofte mere urolige i større forsamlinger, for eksempel i en legestue eller til samling i daginstitutionen, end ellers. Børn med berøringsvanskeligheder lister i heldigste fald bare af, hvis tingene er for svære at tackle for dem. Men mange gange reagere de desværre meget uhensigtsmæssigt. Når de føler berøringsindtrykkene stærkt ubehagelige, reagerer de måske fysisk voldsomt. De slår, råber eller sparker, før de forsvinder væk fra det, der påfører dem disse ubehagelige oplevelser.

De voksne oplever det som om barnet reagerer urimeligt og uforståeligt ”uden nogen som helst grund”, bliver barnet umulig og urimelig. ”Det andet barn ville bare nusse lidt” eller ”han skulle bare have solcreme på”. Da irettesættelser ikke hjælper, er det vigtigt at vide, hvordan man beroliger en ”rasende krop”, med den urolige og sarte berøringssans.

Det kan måske lyde logisk at, når let berøring er slemt så er fast berøring værre. Sådan er det ikke! Tværtimod. Børn der ikke bryder sig om lette uventede berøringsindtryk nyder faste dybe tryk på kroppen. Når barnet skal have klippet negle, have creme på eller sidde på skødet er det en stor hjælp at holde fast om barnet. Faste, rolige og dybe tryk med store brede hænder er det bedste middel.

Alle børn med sart berøringssans bør have et godnatritual der indeholder faste dybe tryk.

Hvad gør man så i praksis
Måske udtrykker barnet tydeligt ”jeg kan ikke lide det” overfor de ubehagelige sanseindtryk. Hvis dette ikke sker, må de voksne være opmærksomme på kroppens reaktioner. De skal lære at se, om kroppen viser tegn på at være i ”alarmreaktion”. Det kan ses på muskulaturen, barnets kropsstilling, vejrtrækningen og øjnene. For alle børn med sarte sanseområder gælder det, at det er hærværk at gå for hurtigt frem både i tempo og i afstande. Alting er nemmere at kapere, hvis man ser det på afstand. Det gælder både hesten, hunden, hurraråbene græsslåmaskinen eller når andre børn leger vildt på hængebroen.