14 sep 2018

Konkrete løfter giver ekstra tryghed

Børn tænker ofte mere konkret, end vi forestiller os – hvilket både kan være sjovt og dødsens alvorligt at have for øje.
 

Mon ikke vi alle kender det, at vi både kan trække på smilebåndet, når børn tager det bogstaveligt, hvad vi siger – men det kan også give anledning til frustrationer og konflikter. For eksempel blev smilebåndene grundigt motioneret, da den 3-årige satte margarine fast på sin egen pande, fordi moderen udtrykkeligt havde sagt: ”Så må du gerne putte margarinen på panden”, hvilket var ment på stegepanden, der stod klar på bordet. 
 

Mindre morsomt er det desværre, når børn siger: ”Du lovede det!” eller: ”Du sagde det selv!”, fordi vi har sagt: ”Ja, når vi kommer hjem, kan vi spille det sjove spil” eller: ”Når vi har spist, kan vi lege gemmer!”
Dermed får børnene – naturligvis - troen på, at vi gerne vil lege gemmer og spille spil i det øjeblik, vi er inden for døren, eller i det sekund, vi er færdige med at spise. 
 

Men vi mener jo i virkeligheden, at vi kan lege gemmer:
• når vi har samlet servicet sammen
• ryddet væk
• vasket op
• tørret bordet af 
• fejet under bordet
og alle de andre små tidrøvende ting.


De fleste små børn opfatter det, vi siger, meget konkret, så de bliver forvirrede og sårede og kan for eksempel ikke forstå, hvorfor ting ikke sker, når nu vi har lovet det.
Derfor kan det være en god idé at være meget konkret, når vi skal fortælle, hvad der skal ske, og hvornår det skal ske.
Uanset om det gælder svømmehal, hulebyggeri eller at bygge lego. 
 

Mine erfaringer er, at udsagn som: ”Om 7 minutter” er brugbare, for så kan børn høre, at vi tæller ned, når de – igen og igen, spørger, ”Hvornår er det?”
Eller når vi siger: ”Når jeg har læst i mit blad, tisset og drukket en kop kaffe, så vil jeg gerne tegne”, giver det også en konkret viden om, hvornår vi er klar.
 

For alle børn er det ufatteligt vigtigt, at vi holder, hvad vi lover! Faktisk kan børns helt generelle tillid være på spil, hvis deres erfaringer er, at vi ikke er til at stole på.
Det skaber nemlig uro, forvirring og vrede, når vi ikke holder det, vi har sagt. Og omvendt skaber det tillid, ro, tryghed og dermed grobund for god udvikling, når vi – i børnenes øjne – er pålidelige.
 

Ingen tvivl om, at voksne har mange gode voksengrunde til, at vi jo lige skal klare en masse små gøremål, inden vi kan tumle på gulvet eller tegne. Men det bør vi tænke over, før vi svarer.
 

Det hjælper altid at være meget konkret. Udsagn som ”Om lidt”, ”Snart” og ”Det varer ikke så længe” er ikke konkrete nok.
Ingen kan regne ud, om ”snart” er om 4 minutter, i morgen eller om 2 uger. 
Og da slet ikke børn. Hvorimod udsagn som: ”Når jeg har tørret køkkenbordene af og fejet gulvet” er helt konkret og til at forstå!
Herfra sender jeg derfor en opfordring til at være meget konkret, så børnene oplever, at vi holder det, vi lover. 
 

For det giver ro. 
 

Alt andet giver forvirring og børnene føler – med god grund – at vi ikke er troværdige og til at stole på. Og det skaber urolige børn!
 

Derfor er det klogt, at vi tænker, før vi taler! Helt konkret!