Nyhedsbrev juli 2021: Nye kurser - Lad børnene spise med fingrene og læse med ørerne

Her fra Næstved sender jeg tanker og varme hilsner til jer alle sammen. Jeg håber I alle er kommet igennem den trange perioder med virus og restriktioner, med det gode helbred i behold og med udsigt til en skøn sommer.

Denne nyhedsmail har følgende indhold:
    • Nyt 2 dages kurser i september 2021 i Ishøj om sansemotorik og rytmik
    • Et fagligt opråb om hvorfor små børns har behov for at bruge fingrene og hænderne, når de spiser og dermed ofte sviner, når de nyder maden.
    • Artikel om vigtigheden af at læse højt for alle børn og at snakke om det, I læser.
    • Og helt nyt: Et aftenkursus og et heldags kursus målrettet til voksne, der møder børn i plejefamilier eller på døgninstitutioner

2 dags kursus – d. 20. og 21. september 2021 i Ishøj
Kurset er relevant for alle som er optaget af sansemotorik og relationers betydning for børns udvikling. Kurserne har nemlig fokus på sanseintegration, rytmik og musik samt om gode samspil og relationers betydning for børns udvikling.
Læs mere om kurset i Ishøj på https://sansemotorik.dk/node/635

 

Hvorfor det er helt naturligt at små børn spiser grimt og sviner med maden
For nyligt afholdt jeg et foredrag for en stor flok forældre til børn under 3 år, hvor der, som det er sket før, opstod en ivrig debat om emnet: ”Små børn sviner, når de spiser med fingrene”.
Og ja, mon ikke vi alle er enige om, at det kan blive ret griset og rodet, når børn spiser selv. Faktisk ret ulækkert, som flere udtrykte det.
Og jeg er fuldstændig enig. Det kan svine ualmindeligt meget, når børn deltager aktivt i at spise.
Men men: Det er SÅ godt og vigtigt, at børn undersøger maden før og imens, de spiser!
Der er rigtig meget på spil i børns sensoriske, motoriske og følelsesmæssige nervesystem, når børn rører, piller, maser, trykker og klemmer på den mad, de skal have ind i munden.
Når maden er grundigt undersøgt med hænder og fingre, er barnet rigtig klar til at spise maden. Barnet tolker madens konsistens og temperatur via berøringssansens stimuli.
Dermed ved barnet en masse om maden. Om den er varm eller kold, hård, blød eller klumpet. Det
kan være rigtig svært at vide, hvis barnet forhindres i at røre og undersøge det, som ligger på tallerkenen. Og det kan tage tid.
Derfor må spisning ikke være noget, der skal gå hurtigt. Det skal være forbundet med ro, tryghed og god tid. Ellers vil barnets nervesystem blive unødigt presset.
Tilbyd og tillad derfor, at børn må være aktive undervejs i måltidet. Sæt god tid af til at spise, så både små og større børn får mulighed for at brug tid på at kigge på, røre, undersøge, smage på maden før den spises. Og for mange børn gælder det, at små pauser undervejs kan øge appetitten.
Hos mange børn giver det mening at røre både den velkendte mad og den ukendte mad. Især når nye madvaner introduceres. Måske spiser de ikke den nye mad, men rører den kun. Måske slikker de lidt på maden eller putter den ind i munden og spytter den ud igen. Det er helt normalt og helt naturligt.
Det giver – på den lange bane – børn gode og sunde spisevaner at undersøge den mad, de skal spise.
Hvis børn mades af voksne og maden kommer for hurtigt og for uforberedt ind i munden på dem, kan de let blive overvældede og kan af den grund afvise at spise, fordi det giver dem uro, når de ikke får tid nok til at kontrollere deres indtag af mad.
Og som alle andre, også voksne, har mange børn brug for tryghed, forudsigelighed og et roligt tempo, når de skal spise.
God appetit til alle.
 

Videresend gerne dette nyhedsbrev til en ven eller kollega.


 

Vigtigheden af at læse højt og at tale om det, I læser for både de små og større børn
Højtlæsning og de samtaler der opstår undervejs, er uundværlige. Det kan ikke overvurderes! Jeg tror, at vi nogle gange glemmer, hvad højtlæsning kan. Men det er guldstunder, når vi læser for børn og unge.
Når vi læser højt for børn og taler om det vi læser, sker der noget helt fantastisk!
Det gavner børns udvikling på rigtig mange områder. Hver evige eneste gang vi læser for dem. Uanset om det er pegebøger for de mindste, bøger med lidt tekst og tydelige illustrationer eller bøger uden billeder.
Læs for pokker. Sæt mobilen på lydløs og læs!
Årsagen til, at disse læsestunder er betydningsfulde, er talrige.
Det er næsten ufatteligt, hvor meget højtlæsning og samtaler om indholdet gør af gode ting for børn.
Det gavner både børns sproglige udvikling og styrker deres opmærksomhed. Evnen til at lytte og at holde fokus øges. Desuden øges evnen til at danne billeder i hjernen, når nogen fortæller. Uanset om det spændende, sjovt eller skørt.
Når børnene lytter til højtlæsning og kommer med deres egne indspark øges deres ordforråd, og de får tilført ny viden, imens de lytter til historier om Pippi, Totte, edderkopper eller landbrugsmaskiner.
Hertil skal lægges det gode vigtige samspil, der er mellem læser og lytter. Det tætte bånd, hvor ingenting forstyrrer, mens begge er i samme verden og er optaget af det samme. Det er noget helt særligt. Når børn har oplevet glæden ved højtlæsning, er chancerne store for, at de finder glæde ved selv at læse senere.
Og mulighederne for højtlæsning er utallige. Både, hvad der skal læses, hvorhenne der skal læses, og hvor længe der skal læses.
For højtlæsning kan foregå mange steder: på kanten af badekarret, i sofaen, i dobbeltsengen eller på terrassen. Og hvor længe? Tja, alt tæller. Små korte stunder kan være starten for nogle børn. Og halve timer kan være godt og rigtig for andre børn.
Benyt jer af, at alt er tilladt. Find de emner og det niveau, som passer. Og skab hyggestunder under højtlæsningen og inviterer til snak om det I læser om og det I ser i bøgerne.
Det gavner både små og store børn. Både kognitivt og følelsesmæssigt. Hyg jer. Sammen. Rigtig god højtlæsningslyst og snakkelyst.

Som noget ganske nyt har jeg to arrangementer, hvor emnet er målrettet:

Børn i plejefamilier eller på døgninstitutioner

Aftenforedrag i Næstved den 25. august kl. 17:30: https://sansemotorik.dk/node/642

Heldagskursus i Næstved den 27. september kl 8.30: https://sansemotorik.dk/node/646

Begge arrangementer er inklusiv forplejning og materialer.

Jeg vil nu ønske jer alle en fantastisk sommer med masser af ro, fordybelse og med lige de skønne oplevelser, som I trænger til.

Ps. Måske ses vi i Ishøj i september

Mange hilsner fra Connie Nissen,
Privatpraktiserende ergoterapeut for børn og unge aut. samt Theraplay® terapeut

Fotos: Sarah Altendorf, Neeta Lind og Phil Squires