Artikel i Socialpædagogernes fagblad september 2011

Af Anette Wiborg, Journalist

Solen skinner, og 2-årige Tobias skal have solcreme på. Men i samme øjeblik, hans plejemor begynder at smøre solcreme på brystet af ham, begynder han at skrige helt umådeholdet. Han vrider og vender sig, indtil hun til sidst helt må opgive at give ham cremen på.

Hvad er der dog i vejen med drengen?

Børn, der reagerer voldsomt på berøring og fx ikke kan klare at få sandkassesand mellem fingrene, få brusebad eller at blive strøget blidt over håret, kan være en stor udfordring i familieplejen. For reaktionerne kan virke helt ude af proportioner, hvis man ikke ved, hvad der ligger bag.

Ergoterapeut Connie Nissen har i mange år arbejdet med børn med vanskeligheder inden for områderne sanseintegration, sensoriske forstyrrelser, motorisk uro og problemer med kropsfornemmelse, indlæring og samarbejde med andre. I sin private klinik i Næstved giver hun råd og vejledning til forældre og personale i daginstitutioner, dagplejen og familieplejen, og de kommer langvejs fra for at se hende arbejde med de børn, som kan være så svære at tolke.

Sideløbende er hun en efterspurgt kursusholder for små og store personalegrupper, der har behov for mere viden på området og skal bl.a. holde foredrag for plejefamilier i september måned.

For der ER behov for mere viden, mener Connie Nissen, som vi har talt med for at høre, hvordan man kan komme til at forstå sit barn lidt bedre og hjælpe det i dets sensoriske udvikling:

– Det, vi ved, er, at hvis børn af en eller anden grund ikke har fået stimulation, kontakt og opmærksomhed de første år af deres liv, får det konsekvenser for udviklingen af deres motoriske og sensoriske udvikling, dvs. deres smags-, lugte-, syn-, høre- og følesans.

Er de ikke blevet a’et, nusset og blevet berørt rent fysisk hver dag af nære voksne, får det katastrofale konsekvenser for deres berøringssans. Det taktile sanseområde, dvs. følesansen, bliver kun udviklet, hvis det bliver stimuleret. Det samme gælder balanceevnen.

Når man løfter børn i vejret, danser med dem, snurrer rundt, rider ranke, tumler og leger med dem, fra de er små, får de en kropslig oplevelse af glæde.

Det stimulerer deres evne til kontakt og opmærksomhed og hele den kropslige del af balanceområdet, fortæller ergoterapeuten.

Den følsomme hjerne
Netop familieplejen møder mange børn, som ikke har fået denne kontakt, opmærksomhed og stimulation.

Men selvom det er afgørende, at barnet har fået stimuleret disse sanser i de første år, er det aldrig for sent, selvom sanserne ikke kommer til at udvikle sig helt som hos andre børn, fastslår Connie Nielsen, som henviser til den danske psykolog Susan Hart og hendes bog ”Den følsomme hjerne”:

–Tidligere havde vi en formodning om, at hvis børn blev understimulerede som små, skulle vi bare skynde os at give dem det, de havde brug for – så ville de nok indhente det forsømte. Nu ved vi, at nervesystemet og hjernen er meget mere sårbar og skrøbelig. Det er ikke det samme som at smide håndklædet i ringen. Vi skal bare vide, at det måske aldrig bliver optimalt, og at vi i hvert fald skal sørge for at lindre, lette og forstå barnet i den virkelighed, det befinder sig i.

Det er her, plejeforældrenes viden, forståelse og accept af, hvad barnet slås med, er så væsentlig, siger Connie Nielsen.

–Hvorfor reagerer lille Emil sådan over at få sandkassesand mellem fingrene eller madrester omkring munden? Disse børn reagerer voldsomt, fordi deres sansesystem virker helt anderledes end hos det barn, der stille og roligt hver dag har fået stimuleret sine sanser. De børn, der ikke har fået det, går måske hurtigere i forsvar eller de trækker sig, bliver vrede, frustrerede og kede af det eller går måske over i et andet reaktionsmønster, hvor de opsøger det helt ekstremt, så man tænker: Neej, han skal da ikke hælde sand inden for tøjet eller smatte maden op af armene og rundt i ansigtet! Han MÅ da kunne mærke, at det ikke er rart!

–Men disse børn har ikke fornemmelsen for, hvornår nok er nok, eller for hvornår det er rart eller ubehageligt, hverken for sig selv eller andre. Vi kan have svært ved at forstå, at barnet ikke kan mærke, at vandet er iskoldt, når det gennemsiver gummistøvlerne og tænker måske: Så må han lære det! Men det kan han ikke! Barnet skal lære den naturlige passen på sig selv gennem en kognitiv indlæring, og her har plejeforældrene en opgave. Frem for at bebrejde barnet, at det dummer sig ved at gå ud i det iskolde vand, kan vi hjælpe det ved fx at sige: Prøv at se: Er dine fødder blevet våde nede i gummistøvlerne? Ved du hvad, det kan dine fødder ikke lide! Vi skal lige have fundet nogle tørre strømper.

Drop skideballen
Det handler om langsomt at lære dem at mærke deres egen krop med alle sanser, siger Connie Nissen. Men lige så vigtig er måden at formidle det på. At informationerne bliver givet i en god stemning.

–Vi ved fra forskningen, at den følsomme hjerne lærer, når stemningen er tryg og rar. Hjernens følsomhed over for måden, det bliver formidlet på, er meget vigtigere, end vi lige troede. Så vi voksne, der af et godt hjerte giver barnet en skideballe, for at det aldrig skal glemme det, kan godt tro om igen. Det kan godt være, at barnet husker skideballen i sig selv, men hvad den egentlig indeholdt af informationer, fortaber sig i oplevelsen af den ubehagelige stemning. Derfor må vi finde ud af, hvordan vi kan hjælpe disse børn med at forstå deres egne handlinger og konsekvensen af dem, både i forhold til sig selv og andre mennesker.

Hvordan, fortæller Connie Nissen her nogle eksempler på fra sin egen klinik:

–Jeg har børn individuelt i nogle træningsforløb, hvor jeg skal forsøge at få tingene på det rette spor og give dem nogle positive oplevelser af at bruge deres krop og sansesystem. Det gør jeg ved at skabe nogle aktiviteter, hvor det er mig, der er den styrende, men hvor jeg hele tiden sørger for at tilpasse, justere og stoppe op på de rigtige tidspunkter i forhold til barnets behov for at mærke efter: Hov, kunne du mærke, det kildede i maven? Kan du mærke, at dine fødder bevæger sig? Men det skal ske uden løftede pegefingre!

Afvist og hvad så?
–Jeg bestræber mig på at videregive mine erfaringer til plejefamilierne, så de kan bruge dem i deres hverdag med barnet, om det er i køkkenet, badeværelset, på indkøbsturen eller ude i haven. Det kan fx handle om, hvor mange beskeder, barnet kan klare at få på én gang, eller hvor lang pausen skal være fra den ene information til den anden. Skal den fem-årige, der skal have sutsko på, guides ved, at vi lige tager fat om skuldrene og drejer ham, så han kan få øje på sine sutsko, samtidig med, at vi siger, at han skal tage sine sutsko på? Eller skal vi først gå hen og lave en lyd med sutskoene, så han hører, at Hov, der er nogle sutsko, der venter på mig! Skal vi røre ham med blide, strygende fingerspidser, mens vi sidder og ser TV sammen med ham, eller skal han tværtimod have en fast arm om skulderen og et kærligt, omsluttende bjørneknus?

Uanset hvem vi er, kommer vi til at gøre det samme, som vi selv personligt godt kan lide. Så hvis vi selv synes det bedste er at blive strøget blidt over kinden, hevet kærligt i håret eller kløet på ryggen med kradsende fingerspidser, vil vi gøre netop det i forhold til vores børn, fordi vi automatisk tror, det er det bedste.

Og så får vi måske en reaktion med afvisning og vrede, som vi står helt uforstående over for: Hallo, her kommer jeg med al min omsorg og gode hensigter, og så bliver jeg afvist!

Hvad kan man gøre i stedet?
Vi bliver nødt til at se på barnet og tænke over, hvad vores erfaring siger os. Og så må vi lynhurtigt stoppe op og finde ud af, hvad vi kan gøre i stedet, foreslår Connie Nissen:

–I virkeligheden er det ganske enkelt: Juster aktiviteten efter, om den giver ro eller uro. Er der kontakt, eller trækker han sig fra kontakten? Hvis den giver uro, eller han trækker sig, så gør noget andet!

–Disse børn er helt afhængige af, at vi tilpasser vores adfærd og handlinger til dem, frem for at forvente at de kan tilpasse deres adfærd til vores. Vi har så mange u-udtalte forventninger til, hvordan man gebærder sig, hvad enten man står i køkkenet og bager boller, sidder i et venteværelse, på plejehjemmet hos oldemor eller er til børnefødselsdag. Men disse børn kan ikke leve op til dem, for de har ikke dét fundament af ro indeni, der gør, at de bare lige kan omstille sig fra den ene situation til den anden: Skal jeg være vild her og løbe ned ad gangen, eller skal jeg sidde stille?

Børn kan kun tilpasse sig, hvis de har den indre ro, som de har fået gennem opmærksomhed, omsorg og nærvær fra morgen til aften de første år. Hvis vi ser dem og tilpasser os dem, kan de måske begynde at få noget, der ligner den indre ro. De får det i hvert fald ikke, hvis ikke vi hjælper dem.

De er så afhængige af vores forståelse og vores hjælp, siger Connie Nissen, som tit har stået over for børn, som efter sigende skulle mangle evnen til empati:

–Jeg kan give dig et eksempel. Vi er i gang med nogle motoriske aktiviteter, og pludselig kommer barnet til at ramme mig med et eller andet. Hånden ryger op til munden, øjnene spiles op, og munden krøller næsten sammen i skræk for, at jeg er kommet til skade, og for, at det gør ondt på mig. Hvis ikke det er empati, så ved jeg ikke, hvad empati er. Empatien ligger der altså et sted, og når jeg får skabt en god følelsesmæssig kontakt, folder der sig noget ud, som får mig til at tænke: Yes! Den er der!

”Læg en god plan”
På Connie Nissens klinik kommer der mange plejebørn, der er henvist til undersøgelse og efterfølgende behandling af anbringelseskommunen. Her arbejder Connie Nissen målrettet med perception, motorik og sanseintegration og herunder evnen til samarbejde, impulskontrol og opmærksomhed. Gennem aktiviteterne lærer børnene at være opmærksomme på andre og at samarbejde, og det er noget, de kan tage med sig ud i det virkelige liv. Fx mantraet: Stop lige op og læg en god plan!

–Et forældrepar fortalte med et skævt grin, at de havde arbejdet med en koordineringsopgave, jeg havde givet dem, som gik ud på, at drengen skulle servere kaffe på en bakke med to kopper til de voksne.

Det syntes han nemlig var rigtig hyggeligt. Men på vej ind over dørtrinnet, stoppede han op, hvorpå den ene af forældrene spurgte: Hvad laver du, Simon?- Jeg er lige ved at lægge en god plan!, svarede han, mens han forsigtigt styrede bakken med kopperne og trådte ind over dørtrinnet.

–Børnene kan overføre læringen til den virkelige verden, hvis de oplever den som en positiv vejledning og ikke som en løftet pegefinger. Så undgår vi måske, at de kommer for skade at slå de andre børn eller kommer til dreje lige ud på vejen med deres cykel uden at se sig for.

På spørgsmålet om, hvorvidt alle børn kan lære det, svarer Connie Nissen:

–Ja, for sansesystemet bliver kun udviklet, hvis det bliver stimuleret. Det gælder os alle. Vi kender det fra, når vi kommer fra et mørkt rum ud i stærkt lys, så reagerer øjnene. Det sensoriske system bliver hele tiden stimuleret, og sker det på en god tilpasset måde, hvor barnet får en succesoplevelse med det, flytter niveauet sig, og sansesystemet bliver mere forfinet og veludviklet.

Jeg oplever ind imellem voksne, der opgivende kommer og siger: Jeg HAR prøvet at røre ved ham, men han kan ikke lide det, så det er jeg holdt op med!

Ræsonnementet er logisk, men det er rigtig ærgerligt, for det betyder, at barnets berøringssans ligger ubrugt hen, og det er ikke bare noget, der kommer, når det bliver ældre.

Børn med autisme
Det gælder fx børn med autisme, som – hvis man ellers kan tillade sig at skære dem alle over én kam – ofte har et overreagerende sansesystem. Det betyder, at de er så fintfølende over for lyde, lys, lugt og berøring, at de bliver forstyrret ved det mindste og kan gå helt i stå, hvis de registrerer en lyd, som ikke var der for et øjeblik siden. Det kan være lyden af en fjern flyvemaskine, en nabo, der klipper hæk, en hund, der vender sig i kurven osv.

–Vi kan måske ikke stoppe lyden, men ved at være opmærksom på det, kan man forstå, hvorfor barnet lige pludselig går i stå med et tomt udtryk i øjnene. Og når vi kan forstå noget, handler vi meget mere konstruktivt og følsomt, end hvis vi bare irriteret rynker panden og sukker: Åh, Peter, spis nu bare din mad!

Stemningen bliver helt anderledes, hvis barnet oplever, at vi har en forståelse og indsigt: Nåh, er det græsslåmaskinen, du hører? Det er bare Andersen inde ved siden af! Skal vi gå over og se, hvad han laver? Det handler om at trække det mentale forstørrelsesglas op i fugleperspektiv og lytte: Ja, det er rigtigt, der kører en ambulance i det fjerne! Bare det, at vi begge to hører den samme forstyrrende lyd, giver barnet ro. Og så er det vores opgave at få barnets opmærksomhed tilbage til det, vi var i gang med.

–Det er så meget nemmere at være barn og ung med autisme, hvis man føler sig forstået og anerkendt.

Så det er den udfordring, som er fælles for alle os, der ser og arbejder med børn med autisme – at analysere, hvad der skete lige nu, og hjælpe barnet med at holde fokus, siger Connie Nissen, der slutter med at understrege den tredje ting:

Opmærksomheden på miljøet omkring barnet:

–Jeg har besøgt plejefamilier og daginstitutioner, hvor barnet har haft værelse i et gennemgangsrum.

Spøgsmålet er: Giver det ro eller uro? Skal der være gardiner, der kan mørklægge værelset helt, eller skal der tværtimod være lyst? Skal der hænge troldhasselgrene og dinglende uro’er ned fra loftet, eller skal indretningen være enkel og rolig? Der er ingen fælles facitliste, for nogle børn vil have fantastisk glæde af uro’en, mens andre har det stik modsat. Det skal man bemærke, se og handle efter: Hvad giver ro, og hvad giver uro?