29 mar 2018

Din pålidelighed bestemmer børnenes impulskontrol

Måske skal påsken bruges til sjov træning med impulskontrol! For min erfaring fortæller, at børn får det sjovere, lettere, bliver bedre til at lege og lære, når vi hjælper dem med at udskyde behov. Og det gælder både små og større børn.

Børn, som er i stand til at vente på tur, afbryder ikke så meget. De kan bedre følge en besked, og de får også bedre styr på kroppen, fordi de øver sig i at kontrollere kropslige handlinger. Det er faktisk en stærkt opmærksomhedskrævende disciplin at udskyde sine behov.

Og den diciplin lærer børn, når de venter lidt, før de tager frugt, før de løber af sted, og når de venter med at tale uden at afbryde andre.

Børn får lettere ved at lege jævnbyrdigt, følge instruktioner og finde glæde ved at samarbejde, hvis de er i stand til at vente lidt.

Og omvendt! For børn, som ikke mestrer at vente og udskyde egne behov, har det ofte svært – og bliver ofte ved med at have det svært!

Derfor er vi nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at få listet træning og udfordringer ind i børnenes hverdag, hvor impulskontrol øves og udfordres.

For impulskontrol skal ofte trænes, før børnene mestrer det.

Men vi skal undlade at råbe, skælde og smælde. Det hjælper nemlig ikke! Slet ikke! Men det hjælper at være pålidelig!

Så hvis vi mener ”vent” – så er vi nødt til at hjælpe barnet med at vente!

Nærvær, impati og god kontakt fra de voksne stimulerer impulskontrol hos børnene – men vi skal mene, det vi siger.

Voksne, der er tydelige i både tale og mimik, uden at råbe eller skælde ud, gør en kæmpe forskel på børns evne til at lytte og handle.

Her er nogle sætninger, jeg selv har haft glæde af:

  • ”Ups, støvlerne skal stå op ved siden af hinanden, det er bedst!”
  • ”Maden, skal blive her på tallerknen – (og ikke kastes på gulvet!)
  • ”Når jeg har talt til 3 (kan udvides til 10 eller på andre sprog), kan vi løbe om kap hen til bilen”
  • ”Vis lige bedstemor, hvordan du hopper ned! – men vent til hun er helt klar!”
  • ”Når vi har sunget den sang, Johan foreslår, er det din tur til at vælge!”
  • ”Jeg vil rigtig gerne høre, hvad du vil sige, når jeg har skrevet indkøbslisten færdig!”
  • ”Jeg skal lige hoste færdigt, så kan jeg høre din sang!”
  • ”Når jeg siger ”gul” må du løbe, kaste, hoppe ned, starte med at drikke af sugerøret...” eller andre sjove kropslige handlinger.

Børn, som udfordres i at udskyde behov, får stimuleret den øverste og forreste del af hjernen. Dermed sker der en neurologisk påvirkning, som langsomt fremmer evnen til at udskyde behov, vente, lytte til andre og til at fastholde fokus.

Af mange grunde har nogle børn lettere ved dette end andre børn, men engagerede voksne med nærvær og engagement kan hjælpe alle børn med at øve sig. En lille bitte smule hver dag! Det vil give bedre betingelser for god læring, bedre trivsel og mindre skæld ud! Også hos de helt små børn!

Rigtig god påske til jer alle sammen!