Mas (med) dine børn
Har du mon mast og klemt dine børn for nylig? Og har du mon mast dem grundigt? Nej, da – vil nogen sikket svare. Men prøv det. Og lad også børn ase og mase hinanden!
For på rigtig mange børn virker det både beroligende og rart, når de mærker deres krop gennem denne tunge og masende kontaktform. Derfor kan ”ase-mase” kontakt være en herlig stjernestund for børn.
Mange børn kan rigtig godt li' at få mast, trykket og klemt kroppen af nærværende, kærlige og opmærksomme voksne og i leg med gode venner.
Det kræver selvfølgelig trygge rammer, og at de voksne er meget bevidste om, hvornår og hvor længe det skal ske. Men prøv dig frem. Og ved at se det fornuftige og sjove i denne kontaktform er du allerede i gang.
Ud over at tillade at børn aser og maser med hinanden, kan du prøve at trykke og mase børn, som er kravlet om bag din ryg, når du sidder i sofaen eller lænestolen. Eller prøv at lægge dine bløde lår henover dit barns ben, når I sidder ved siden af hinanden. Prøv også at klemme dit barn mellem dine lår, mens du sidder på en stol, og barnet står foran dig. Måske kan I lege, at barnet skal ”bryde ud” af det bløde tryk.
Også når barnet skal falde i søvn, er det ofte nyttigt at trykke fast og rytmisk på barnets krop. Sig godnat til hele barnets krop ved at trykke kærligt og rytmisk på kroppen, én kropsdel ad gangen – og sig gerne imens: godnat tæer, godnat fødder, godnat ben, godnat numse, godnat fingre, hænder, arme og skuldre. Husk også at sige godnat til hovedet.
Prøv at lege maselegene: ”byg en burger” eller ”byg en pizza”, hvor barnet får mast hele kroppen fra top til tå, mens I leger, at der kommer salat, kød, tomater, agurk, dressing og masser af andre madvarer på, som barnet kan lide at spise.
Når barnet mærker sin krop gennem fysisk tæt leg, og når vi trykker og maser barnets krop, vil det både virke beroligende og øge barnets kropslige fornemmelse. Selv om det kan blive lidt højrøstet giver det god kropslig mening.
Nogle børn vil hellere mases end aes let. Derfor er det godt at mase, klemme og trykke børn. I vil – næsten med garanti – opleve, at barnet og I får små hyggelige stjernestunder, mens barnet har haft fysisk hyggelig masende kontakt.
Gør det tit, og gør det kærligt. God fornøjelse med al maseriet.