En blid jul
Så blev det december igen. For mange børn – og voksne – en dejlig og hyggelig tid.
Men for nogle børn er det en rigtig hård tid – nemlig de børn, som har svært ved at kapere alt det, som følger med i julemåneden: Morgengaver, aftenjulekalender, nissens drillerier og masser af hemmeligheder…
Nogle børn kan have så svært ved at rumme alle de nye og uforudsigelige ting, som sker, at de ændrer adfærd og næsten ikke er til at kende.
Måske bliver de mere besværlige, bryder lettere i gråd, bliver mere vrede og mere motorisk urolige, end de plejer at være.
Nogle børn reagerer på de mange nye oplevelser ved at have svært ved at falde i søvn, eller de mister appetitten. Nogle får ”ondt” i maven eller hovedet, og nogle sover meget dårligere, end de plejer.
Med andre ord: Det er ikke ualmindeligt, at vi ser at nogle børns adfærd ændrer sig, fordi deres hverdag er meget ændret. De modtager mange flere stimuli, mange stemningsfulde situationer, og oplever flere udtryk, end de kan kapere.
Hvis du oplever børn, du kender, som får en adfærd, der ligner det, jeg beskriver, så har børnene brug for, at der justeres på juleriet – det vil sige: Så skal der geares ned!
OG børn kan ikke selv geare ned!
Det skal vi voksne hjælpe dem med.
For nogle børn er det hammervigtigt, at vi begrænser snakken om hemmeligheder, juletræ, julemand, julegaver, julebesøg og julegæster.
I stedet skal vi ile med at skabe daglige små stille og rolige stunder!
Det kan gøre en meget stor forskel at lave ”ingenting”, mens der er hyggestunder med tæt fysisk kontakt, læse bøger sammen, ”bare” lege sammen og at få sovet rigtig godt og spist god og nærende mad.
Det giver god ro i urolige børnekroppe, når de mærker nærvær og god kontakt til de nærmeste voksne i hjemlige omgivelser!
Dermed kan de mørke eftermiddage og aftener måske være det, vi alle ønsker os: Hyggelige med dejligt samvær.
Herfra skal lyde et stort ønske om, at I får en rigtig dejlig december - alle sammen.