Sansemotorik

17 jun 2018

Bekymrede voksne kan komme til at skabe nedsat motorisk aktivitet hos børn, fordi bekymringerne kommer til at begrænse børnenes nysgerrighed, motoriske afprøvninger og erfaringer. Ikke fordi det er planen at begrænse børnene, men fordi man kan blive fanget i: ”Pas nu på - fælden” eller ”Tænk nu hvis - fælden”.

Nogle voksne forestiller sig sommetider, at det værst tænkelige kan ske – hver gang! 

Jeg ønsker bestemt ikke, at børn skal komme til skade. Men det er min påstand, at mange børn bliver klogere, mere erfarne og mere alsidige ved at prøve og eksprimentere! Igen og igen. Nogle børn bliver forhindret i at afprøve sig selv, hvis de er omgivet af forbud.

Måske, fordi vi helst vil undgå, at de slår sig, brænder sig på brændenælder, stikker sig på tidsler, river sig på torne, får sand i skoene, træder i en kattelort eller andre mere eller mindre ubehagelige oplevelser. 
Men vi har vist alle prøvet at blive brændt af brændenælder? Var det sjovt?
Nej, vel? Men klarede vi det? Kom vi over det? Blev vi klogere? Ja!
For vi klarede det, da vi gjorde os disse erfaringer – og det gør børnene også. De ved meget mere om vaklende møbler, brændenælder, tidsler, myg eller den sure kat, der river, når de har mærket, hvordan det føles. 
En barndom uden småskrammer kan og skal ikke undgås. Vi kan jo kalde det for kompetencesmerter – og det er nu slet ikke så ringe endda at ha' en del kompetencesmerter.

Jeg gentager for en sikkerheds skyld, at jeg bestemt ikke ønsker, at børn skal udsættes for skader, eller at smerter skal erfares voldsomt– men jeg ønsker, at vi alle tænker over, at vi selv har oplevet masser af ubehagelige små knubs i naturen, på legepladsen, blandt dyrene og i fysisk kontakt i sjove lege! De små knubs hører med, giver robusthed, øger den motoriske sikkerhed, giver bedre kropslige erfaringer og større mod. Og man kommer over det. 
Børn klarer det. De får trøst, måske lidt ”tryllecreme” på og et venligt men kærligt: ”Så ved vi det – av for pokker da!”

Så mit budskab er: Slip børnene lidt mere løs. Giv dem lov til at løbe med bare tæer. Lad dem kravle op – og hoppe ned. Lad dem ase og mase med hinanden.

Giv hellere børnene masser af opbakning og gode ideer end forbud. Gå med, når børnene eksperimenterer med kroppen i det fysiske miljø, I er i. Ude og inde.
Når uheldet sker, kan det være relevant at udtrykke forståelse og samtidig være realistisk med ordene: ”Så ved vi det - brændenælder gør ondt!” – uden lange moralprædikener som: ”Hvad sagde jeg?” eller ”Jeg har jo sagt, du ikke skal løbe, men kun gå!” 
Det gør ikke mindre ondt, fordi nogen har foreslået, at man hellere skal gå end løbe!
Børn vil gerne bruge kroppens muligheder – gudskelov! 
De vil eksperimentere og afprøve, hvad kroppen kan, hvad omgivelserne kan bruges til. 
Heldigvis... Held og lykke – også når det svier, stikker eller gør lidt nas.

For så giver vi børnene god opmærksomhed, trøster, bakker op, og så finder de modet frem til at prøve igen! - med flere og flere erfaringer i rygsækken!

Så frem med opmuntringerne til at ha' bare tæer, løbe, kravle op og hoppe ned, tumle i sandet og at slås-tumle lidt med vennerne. Det giver så god mening!

27 apr 2018

Nogle børn bliver let ophidsede og kan i raseri, afmagt, vrede, frustration eller skamfuldhed løbe væk fra os – og det kan være fristende at lade dem være helt alene med deres voldsomme følelser.

Allerførst, kan det være vigtigt at lade dem mærke, at vi respekterer deres behov for at være alene.

Men vi er nødt til at vise dem, at vi gerne ”vil dem”, når de vender tilbage. Når de har fået dækket behovet for at være alene og viser tegn på kontakt, er det afgørende for dem, at vi er klar til at ”være gode venner” igen.

De har nemlig brug for at mærke, at vi holder af dem, hjælper dem og guider dem tilbage til os, selv om de har været det, som vi sommetider kalder ”hysteriske”, ”provokerende” eller ”grænsesøgende”!

Derfor er mit råd, at vi tydeligt viser dem, at vi er til rådighed og ikke falder for fristelsen til at vende barnet ryggen og ignorere det, når de viser tegn til at ville i kontakt. Og slet ikke at bære nag.

Når barnet er klar til kontakt igen, så vær voksen - rolig og imødekommende.

Trøst barnet og giv gerne fysisk beroligende kontakt. Når voksne er rolige, smitter det.

Og når alle har ro på igen, er der mulighed for at finde årsagen til udbruddet og dermed også til at finde gode holdbare løsninger, som kan forebygge, at det sker igen og igen.

God fornøjelse.

6 apr 2018

Jeg kender børn, som hader foråret.

For foråret er den tid, hvor lange ærmer, lange bukser og lukkede jakker skal skiftes ud med korte ærmer og korte bukseben og lette jakker.

Børn, der er sensorisk sårbare og udfordret af en lav tolerance overfor berøringsstimuli, har ofte svært ved overgange fra den ene sæsons tøj til den næste, fordi huden dermed ”pludselig” skal tolerere nyt tøj – eller intet tøj.

For bare arme, bare ben og bare tæer på græsset kan være en pine for disse børn, for slet ikke at tale om at få solcreme på!

Børnene kan let opfattes som stædige, styrende og kontrollerende, og det kan være provokende for mange voksne!

Men børn med lav tolerance overfor sensoriske stimuli, opfatter og registrerer sansestimuli mere detaljeret og følsomt end andre.

Stimuli, som de fleste ofte ikke bemærker, for eksempel fra regnen, vinden, græsset, sandet eller tøjets syninger og stoffets struktur. Eller som nævnt solcreme, som jo er højaktuel de næste mange måneder.

Måske kan det sammenlignes med følelsen i huden efter at have rørt ved glasuld, brændenælder eller at være blevet solskoldet.

Nogle børn har glæde af, at vi ”varmer huden op" og ”gør den klar” til det nye tøj eller solcremen ved at gnide huden rytmisk med et frottehåndklæde eller en hamphandske. Se godt efter, om barnet ønsker, at det skal ske lidt stille eller mere heftigt.

Nogle børns accept stiger, hvis de selv smører solcremen på og andre børn vil gerne have solcremen på i faste langsomme strøg.

Små pauser i påklædningen, forståelse, god tid og en rolig voksen gør en stor positiv forskel og kan ofte øge tolerancen overfor de nyt påvirkninger.

For hvis børnene oplever vrede og afvisning, bliver deres oplevelse negativt forstærket, da følelsen af afvisning og mangel på forståelse skaber stærk yderligere uro i nervesystemet.

Børn har ofte glæde af aktiviteter, der stimulerer muskel-led sansen, hvilket blandt andet sker, når barnets led skubbes sammen med rytmiske faste bevægelser. Når leddenes små sanseceller stimuleres rytmisk, virker det ofte beroligende på berøringssansen.

Samme effekt kan det have at lege sjove ”maselege”, hvor barnet mærker sin krops led og muskler tydeligt. Det kan f.eks. være ved ”udbryderlege!” eller kærlige tumlelege, hvor barnet masses og trykkes.

Dyner med særlig tyngde kan ofte give ro og medvirke til, at nervesystemet er mere roligt, når morgenpåklædningen begyndes.

Hvis I oplever, at tingene er gået i hårdknude, vil jeg anbefale at opsøge en kyndig og erfaren fagperson, for eksempel en børneergoterapeut, da grundig viden om kroppens fysiologi og om børns følelsesmæssige udvikling er afgørende for den individuelle vejledning.

Så prøv noget andet end at irettesætte barnet. Frem med forståelsen og med at gøre tingene anderledes og søg eventuelt hjælp.

God fornøjelse og så ønsker jeg jer alle sammen et dejligt forår. Det har ladet vente på sig i år.

29 mar 2018

Måske skal påsken bruges til sjov træning med impulskontrol! For min erfaring fortæller, at børn får det sjovere, lettere, bliver bedre til at lege og lære, når vi hjælper dem med at udskyde behov. Og det gælder både små og større børn.

Børn, som er i stand til at vente på tur, afbryder ikke så meget. De kan bedre følge en besked, og de får også bedre styr på kroppen, fordi de øver sig i at kontrollere kropslige handlinger. Det er faktisk en stærkt opmærksomhedskrævende disciplin at udskyde sine behov.

Og den diciplin lærer børn, når de venter lidt, før de tager frugt, før de løber af sted, og når de venter med at tale uden at afbryde andre.

Børn får lettere ved at lege jævnbyrdigt, følge instruktioner og finde glæde ved at samarbejde, hvis de er i stand til at vente lidt.

Og omvendt! For børn, som ikke mestrer at vente og udskyde egne behov, har det ofte svært – og bliver ofte ved med at have det svært!

Derfor er vi nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at få listet træning og udfordringer ind i børnenes hverdag, hvor impulskontrol øves og udfordres.

For impulskontrol skal ofte trænes, før børnene mestrer det.

Men vi skal undlade at råbe, skælde og smælde. Det hjælper nemlig ikke! Slet ikke! Men det hjælper at være pålidelig!

Så hvis vi mener ”vent” – så er vi nødt til at hjælpe barnet med at vente!

Nærvær, impati og god kontakt fra de voksne stimulerer impulskontrol hos børnene – men vi skal mene, det vi siger.

Voksne, der er tydelige i både tale og mimik, uden at råbe eller skælde ud, gør en kæmpe forskel på børns evne til at lytte og handle.

Her er nogle sætninger, jeg selv har haft glæde af:

  • ”Ups, støvlerne skal stå op ved siden af hinanden, det er bedst!”
  • ”Maden, skal blive her på tallerknen – (og ikke kastes på gulvet!)
  • ”Når jeg har talt til 3 (kan udvides til 10 eller på andre sprog), kan vi løbe om kap hen til bilen”
  • ”Vis lige bedstemor, hvordan du hopper ned! – men vent til hun er helt klar!”
  • ”Når vi har sunget den sang, Johan foreslår, er det din tur til at vælge!”
  • ”Jeg vil rigtig gerne høre, hvad du vil sige, når jeg har skrevet indkøbslisten færdig!”
  • ”Jeg skal lige hoste færdigt, så kan jeg høre din sang!”
  • ”Når jeg siger ”gul” må du løbe, kaste, hoppe ned, starte med at drikke af sugerøret...” eller andre sjove kropslige handlinger.

Børn, som udfordres i at udskyde behov, får stimuleret den øverste og forreste del af hjernen. Dermed sker der en neurologisk påvirkning, som langsomt fremmer evnen til at udskyde behov, vente, lytte til andre og til at fastholde fokus.

Af mange grunde har nogle børn lettere ved dette end andre børn, men engagerede voksne med nærvær og engagement kan hjælpe alle børn med at øve sig. En lille bitte smule hver dag! Det vil give bedre betingelser for god læring, bedre trivsel og mindre skæld ud! Også hos de helt små børn!

Rigtig god påske til jer alle sammen!

17 feb 2018

Jeg vil gerne opfordre til, at vi tænker, før vi taler. For det sker, at vi voksne får talt, før vi tænker! For eksempel når børn har slået sig og græder over skaden, og man kommer til at udbryde: ”Det der - det er ikke noget at græde for!” Men - sig det ikke. Aldrig!

For sandheden er vel, at ingen kan vide, om noget gør så ondt, at man har behov for at græde. Og måske græder nogle børn (og voksne!) somme tider, fordi der er ting, der aktuelt er lidt svære. 
Det kan være træthed, sult, forskrækkelse eller manglende overskud, som kan udløse gråd hos de fleste over selv ret overfladiske skrammer.
Når børn græder, er det beroligende for dem, at vi viser dem omsorg.
For skælde dem ud, det skal vi ikke!
Der er en særlig børnegruppe, som især oplever at få skæld ud i stedet for omsorg.
Her tænker jeg på børn, som har en lav tolerence overfor taktile stimuli og derfor reagerer særlig tydeligt overfor smerte og uventede berøringer. Disse børn giver ofte voldsommere udtryk overfor stimuli, som de fleste næppe vil karakterisere som smerte. 
Det kan for eksempel være solcremen, sømmene i tøjet,
sandkassesandet på fingrene, hårvask eller at få ”pudset næse”!
Heller ikke i disse situationer har det en positiv effekt at komme med kommentaren: ”Det er ikke noget at græde for!”

Ofte er det derimod virksomt at være forstående og at kommentere udbruddene med oprigtig interesse og måske nøgterne udsagn, som: ”Ej, det var lige under albuen på højre arm, du slog dig”, eller måske bare ”Øv – de strømper
kradser lidt i dag – jeg vender lige vrangen udad, så huden ikke kan mærke trådene”.

En anden tilgang til ro kan være at tilbyde barnet små faste tryk, som virker beroligende, når der er masser af uro. At give kroppen rytmiske faste tryk kan med god grund tilbydes alle børn, også hvis der er tale om børn, som kan have svært ved at acceptere de lette berøringsindtryk.

Med andre ord: Vær omsorgsfuld både sprogligt og fysisk og drop den nedladende kontakt, som det jo er, når vi udbryder: ”Det der, det er ikke noget at græde for”!
Derfor gavner det, når vi tænker, før vi taler.

6 jan 2018

Det kan være vældig irriterende og frustrerende, når børn sidder uroligt på stolen, og der kan være mange grunde til, at de ikke sidder i ro.

Én af de hyppige årsager er, at børnenes fødder ikke kan nå ned og få fuld støtte på underlaget.


Tjek derfor altid om børnenes fødder har mulighed for at få fuld støtte påenten gulvet eller på den fodplade, som er på de stole, de små børn sidder på.
 

Alt for mange børn sidder nemlig og flagrer med benene uden at kunne nå gulvet, hvilket meget let medfører motorisk uro og efterfølgende skæld ud.

Er du i tvivl, så prøv det selv – eller spørg en voksen, som har korte underben, hvordan det er. De ved det nemlig. De ved, hvor anstrengende og uroskabende det er, når fødderne ikke kan nå gulvet.

Børn har brug for fast fodstøtte, alle steder - når de tegner, spiser og sidder i bilen. Uanset alder. Kan børn ikke mærke omgivelserne med fødderne, forsøger de at komme til det, og det gør de for eksempel, ved at sætte fødderne i ryglænet på den, som sidder foran dem i bilen, eller de sparker og rammer dem, som sidder overfor dem ved spisebordet eller ved siden af dem i børnehaven eller i skolen.

Men urolige fødder kan ofte få den nødvendige ro ved at få tilpas og god fodstøtte.

Find derfor fodskamler og fodstøtter frem og sæt for eksempel køletasken ved barnets fødder i bilen.

Mange voksne tillader ikke, at børnene sidder på deres underben, mens de spiser eller læser, men det kan led og muskler sagtens holde til – og det føles rart, hvis alternativet er at fødderne hænger og ikke kan nå ned på gulvet.

Det føles meget bedre at mærke ben og fødder på den måde end at have benene flagrende i luften.

Det skaber en bedre stemning når vi forsøger at løse problemet, fremfor at skælde ud over de urolige fødder. 

Ps. Udover fast fodstøtte er bevægelse altid at foretrække fremfor lange stillesidddende aktiviteter på stole.

20 apr 2017

Lige om lidt kommer den tid, hvor lange ærmer, lange bukser og lukkede jakker skal skiftes ud med lettere jakker, korte ærmer og korte bukseben.

Herligt for de fleste – men for nogle børn er det slet ikke sjovt. For børn, der er udfordret af en lav tolerance overfor berøringssansen, har ofte svært med overgange fra den ene sæson til det næste, fordi huden dermed skal vænne sig til andet tøj – eller intet tøj. For inden længe bliver det jo også tid til at have bare tæer på græsset og at få solcreme på, og så er disse børn typisk rigtig udfordret, hvilket kan skabe store frustrationer hos både børn og voksne.

Fælles for børn, som har en lav tolerance overfor berøringsindtryk, er, at de opfatter og registrerer sensoriske stimuli meget detaljeret og følsomt. Stimuli, som andre stort set ikke bemærker, og børnene kan derved føle ubehag og afvise berøringsstimuli, som andre nyder i stor stil.

Den lette berøring fra regn og vind på den bare hud eller græs, creme, sand, mad og tøjets syninger og stoffets struktur kan føles ubehagelige for disse børn.

Måske kan det sammenlignes med følelsen i huden efter at have rørt ved glasuld, brændenælder eller at være blevet solskoldet.

Det kan være godt at vide, at børn med lav tolerance overfor berøringsstimuli kan have glæde af aktiviteter, der stimulerer muskel-led sansen, hvilket blandt andet sker når barnets led skubbes sammen med rytmiske faste bevægelser (som når man ville gøre knoglerne ”kortere”), for når leddenes små sanseceller stimuleres rytmisk, virker det ofte beroligende på berøringssansen.

Samme effekt kan det have at lege sjove ”maselege” og når man skubber hinanden baglæns mens håndflader er holdt mod hinanden.

Ofte hjælper det at lade barnet som med en særlig tung dyne, søg på ”kugledyne” eller ”kædedyne”. Kugler og tyngden beroliger ofte barnets nervesystem mere end en let dyne.

Dermed er der en god chance for, at nervesystemet er mere roligt, når morgenpåklædningen begyndes.

Nogle børn har glæde af, at vi ”varmer huden op" og gør den klar til tøj eller creme ved at gnide huden rytmisk med et frottehåndklæde eller en hamphandske. Se godt efter om barnet ønsker det skal ske lidt stille eller mere heftigt.

Hvis I oplever, at tingene er gået i hårdknude, vil jeg anbefale, at I opsøger en kyndig og erfaren fagperson, for eksempel en børneergoterapeut, som kan give jer yderligere råd i forhold til jeres barn.

Børn, som har en lav tolerance overfor sensoriske input, kan let opfattes som stædige, styrende og kontrollerende, og det kan være provokende for mange voksne!

Men prøv jer frem. Både med forståelsen og med at gøre tingene anderledes og søg eventuelt hjælp.

God fornøjelse og så ønsker jeg jer allesammen et dejligt forår. Det kan ikke vare længe.

Mange hilsner til jer fra Connie Nissen

[Fra mit Facebook-opslag, d. 16. april 2017 om overgange til ny ”tøjsæson”]

11 feb 2017

På opfordringer fra flere gentager jeg her, hvorfor børn skal ligge på maven, da man let bliver i tvivl om, hvorfor det er så pokkers vigtigt, at små børn meget tidligt vænner sig til at ligge på maven.
Lad det være sagt med det samme: det er godt og vigtigt!

Når børn ligger på maven, øver de sig i mange vigtige motoriske færdigheder:
- et flot hovedløft
- stærke rygmuskler
- stærke arme og god skulderstabilitet
- gode faldreaktioner etableres
- hofterne strækkes og dermed udfordres det stærke bøjemønster, som alle børn naturligt er født med
- tæerne bruges aktivt, når barnet ligger på maven
- hændernes og fingrenes muskelgrupper styrkes, når barnet lægger vægten på hænderne og stemmer sig op fra underlaget

Når barnet løfter hovedet og ser fra side til side, stimuleres det vestibulære område – som også ofte kaldes balanceområdet, som ligger inde i ørerne.
I maveleje undgår man desuden, at børnene udvikler skæve kranier.

Så gør det nu!
Læg børn på maven. Især de helt små børn. Gør det rigtig tit – gerne over 15 gange hver dag!

Børn kan placeres i maveleje mange steder. Læg barnet på din underarm, når du går rundt med barnet. Lad barnet ligge på din egen mave, så I kan se hinanden (de elsker at se på vores ansigter), vug også gerne barnet på dine underben, mens du ligger på ryggen. Læg barnet på tværs over dit lår.
Hvis barnet protesterer over at blive lagt på maven, så bliv kærligt og tålmodig ved med at tilbyde barnet denne stilling. Måske kun i få sekunder af gangen!

Og vær tæt ved barnet. Prøv at sætte en hånd mod barnets fødder, det støtter barnet i at få hovedet løftet. 
Det hjælper også tit at lægge et sammenrullet håndklæde under barnets arme (ved armhulerne).

Nogle børn føler ubehag ved den maveliggende stilling. Hold godt øje med, om barnet viser tegn på smerte, når det lægges på maven. 
Det er vigtigt, at barnet har helt fri bevægelighed i nakken, altså at hovedet frit kan drejes til begge sider. Hvis noget tyder
på, at barnet har smerter, er det vigtig, at få det undersøgt og afhjulpet.

Sundhedsstyrelsen anbefaler at lade små børn sove på ryggen, derfor gælder disse råd om at ligge på maven kun for små børn, der er vågne. Ikke for sovende små børn.
Men også store børn bør fristes til at ligge på maven med strakte hofter og løftede hoveder!

Rigtig god fornøjelse med maveleje for både de små og de store børn. De får glæde af det! Prøv eventuelt selv! Det er herligt!

Sider

Abonnér på RSS - Sansemotorik